onsdag den 24. juni 2009
Tilegnet Brian Mikkelsen - og boykot så Israel!
I anledning af artiklen: Apartheidstyre støttede Brian Mikkelsen. Ligesom de borgerlige dengang reelt støttede det undertrykkende sydafrikanske styre, støtter de i dag Israels ekstreme apartheidpolitik. Men også i dette tilfælde vil historien vise sig at være på demokratiets side. Boykot Apartheid.
Ilan Pappe har - meget apropos - netop i går offentliggjort denne kommentar:
The necessity of cultural boycott
Citat: When Archbishop Desmond Tutu was asked for his reaction to what he saw in the occupied territories, he noted sadly that it was worse than apartheid. He should know.
Denne her gode nyhed skal da også lige med: US activists de-shelve Israeli products from national grocer
mandag den 22. juni 2009
torsdag den 11. juni 2009
"Mellemøstens eneste demokrati" i aktion
På dette videoklip ses bare endnu en lille hverdagsbegivenhed i den snart hundredeårige etniske udrensningsproces i Palæstina. Det usædvanlige var den modstand som Ezra Nawi præsterede ved denne lejlighed. Er man israeler - vel at mærke med "korrekt etnicitet" - så er der alligevel grænser for den brutalitet man udsættes for. Fx no live ammmunition i de tilfælde!
Men som det ses er han en torn i øjet på kolonimagten. Læs mere om sagen her: Help Israeli Human Rights Activist Ezra Nawi, og gør som Naomi Klein og Noam Chomsky: Giv din mening til kende om hans arrestation og skriv under på denne protest: Free Ezra
Læs også om den kamp, der føres af Israeli Committee Against House Demolitions.
Men som det ses er han en torn i øjet på kolonimagten. Læs mere om sagen her: Help Israeli Human Rights Activist Ezra Nawi, og gør som Naomi Klein og Noam Chomsky: Giv din mening til kende om hans arrestation og skriv under på denne protest: Free Ezra
Læs også om den kamp, der føres af Israeli Committee Against House Demolitions.
onsdag den 10. juni 2009
tirsdag den 9. juni 2009
Dansk Folkepartis betændte forhold til ytringsfriheden...
Eksemplerne er mange på, hvordan DF truer anderledes tænkende og er hysterisk nærtagende overfor andre synspunkter end deres egne. I valgkampen så vi fx hetzen mod Fathi El-Abed. I dag i Information kommer så en historie om, hvordan DF'eren Ole Hyltoft (ligesom Camre og Mussolini en tidligere socialist, der blev bims af nationalromantik) kommanderer rundt med Danmarks Radio. Det bekymrende er ikke kun DF'ernes antidemokratiske tilbøjeligheder (det er ligesom en naturlig del af pakken) men især at DR faktisk makker ret og åbenbart ukritisk danser efter Pias pibe. Læs om sagen her: Er DR Dansk Folkepartis lejesvende? - Iøvrigt er det nok vigtigt lige at blive mindet om Pias retorik: "Hun har engang sagt, at fremmede formerer sig som kaniner, men rotter har hun aldrig sammenlignet nydanskere med." Smukt og stuerent, ikke sandt?
At hun holder et skarpt øje med DR, ikke misser nogle chancer for at demonstrere sin magt over institutionens redaktionelle dispositioner, så vi også et eksempel på forleden aften:
At hun holder et skarpt øje med DR, ikke misser nogle chancer for at demonstrere sin magt over institutionens redaktionelle dispositioner, så vi også et eksempel på forleden aften:
mandag den 8. juni 2009
What looms is no less than the loss of entire generation of Palestinians
Quote from Sara Roy: The Peril of Forgetting Gaza
(...)
Recently, I spoke with some friends in Gaza and the conversations were profoundly disturbing. My friends spoke of the deeply felt absence of any source of protection—personal, communal or institutional. There is little in society that possesses legitimacy and there is a fading consensus on rules and an eroding understanding of what they are for. Trauma and grief overwhelm the landscape despite expressions of resilience. The feeling of abandonment among people appears complete, understood perhaps in their growing inability to identify with any sense of possibility. The most striking was this comment: “It is no longer the occupation or even the war that consumes us but the realization of our own irrelevance.”
(...)
Se hele artiklen på Norman Finkelsteins hjemmeside
Se desuden Obama i Cairo - hvorfor håb? hvorfor skepsis?
(...)
Recently, I spoke with some friends in Gaza and the conversations were profoundly disturbing. My friends spoke of the deeply felt absence of any source of protection—personal, communal or institutional. There is little in society that possesses legitimacy and there is a fading consensus on rules and an eroding understanding of what they are for. Trauma and grief overwhelm the landscape despite expressions of resilience. The feeling of abandonment among people appears complete, understood perhaps in their growing inability to identify with any sense of possibility. The most striking was this comment: “It is no longer the occupation or even the war that consumes us but the realization of our own irrelevance.”
(...)
Se hele artiklen på Norman Finkelsteins hjemmeside
Se desuden Obama i Cairo - hvorfor håb? hvorfor skepsis?
fredag den 5. juni 2009
Ali Abunimah: En Bush i fåreklæder
Tja, måske man blir for grebet af mediehype i sådan en situation. Ihvertfald er Ali Abunimah som sædvanlig god for en realistisk kommentar, der kan få en tilbage til virkeligheden. Se fx passagen her:
Nowhere were these blindspots more apparent than his statements about Palestine/Israel. He gave his audience a detailed lesson on the Holocaust and explicitly used it as a justification for the creation of Israel. "It is also undeniable," the president said, "that the Palestinian people – Muslims and Christians – have suffered in pursuit of a homeland. For more than sixty years they have endured the pain of dislocation."
Suffered in pursuit of a homeland? The pain of dislocation? They already had a homeland. They suffered from being ethnically cleansed and dispossessed of it and prevented from returning on the grounds that they are from the wrong ethno-national group. Why is that still so hard to say?
Av! Læs hele kommentaren her: A Bush in sheep's clothing
Nowhere were these blindspots more apparent than his statements about Palestine/Israel. He gave his audience a detailed lesson on the Holocaust and explicitly used it as a justification for the creation of Israel. "It is also undeniable," the president said, "that the Palestinian people – Muslims and Christians – have suffered in pursuit of a homeland. For more than sixty years they have endured the pain of dislocation."
Suffered in pursuit of a homeland? The pain of dislocation? They already had a homeland. They suffered from being ethnically cleansed and dispossessed of it and prevented from returning on the grounds that they are from the wrong ethno-national group. Why is that still so hard to say?
Av! Læs hele kommentaren her: A Bush in sheep's clothing
Robert Fisk om Obama
Hvis nogen har baggrund for at vurdere og sætte Obama i perspektiv, så er det Robert Fisk. Hans kommentar ligger nu på The Independent's hjemmeside. Han er overvejende imponeret, og slutter med:
An intelligent guy, then, Obama. Not exactly Gettysburg. Not exactly Churchill, but not bad. One could only remember Churchill's observations: "Words are easy and many, while great deeds are difficult and rare."
Fisk bemærker også nogle af udeladelsessynderne i talen:
There was no mention – during or after his kindly excoriation of Iran – of Israel's estimated 264 nuclear warheads. He admonished the Palestinians for their violence – for "shooting rockets at sleeping children or blowing up old women in a bus". But there was no mention of Israel's violence in Gaza, just of the "continuing humanitarian crisis in Gaza". Nor was there a mention of Israel's bombing of civilians in Lebanon, of its repeated invasions of Lebanon (17,500 dead in the 1982 invasion alone). Obama told Muslims not to live in the past, but cut the Israelis out of this. The Holocaust loomed out of his speech and he reminded us that he was going to the site of the Buchenwald concentration camp today.
Men læs den selv, Fisk er altid god at få forstand af. Og hvis man vil læse rosende ord om Obama, har han også mange af dem: Words that could heal wounds of centuries
An intelligent guy, then, Obama. Not exactly Gettysburg. Not exactly Churchill, but not bad. One could only remember Churchill's observations: "Words are easy and many, while great deeds are difficult and rare."
Fisk bemærker også nogle af udeladelsessynderne i talen:
There was no mention – during or after his kindly excoriation of Iran – of Israel's estimated 264 nuclear warheads. He admonished the Palestinians for their violence – for "shooting rockets at sleeping children or blowing up old women in a bus". But there was no mention of Israel's violence in Gaza, just of the "continuing humanitarian crisis in Gaza". Nor was there a mention of Israel's bombing of civilians in Lebanon, of its repeated invasions of Lebanon (17,500 dead in the 1982 invasion alone). Obama told Muslims not to live in the past, but cut the Israelis out of this. The Holocaust loomed out of his speech and he reminded us that he was going to the site of the Buchenwald concentration camp today.
Men læs den selv, Fisk er altid god at få forstand af. Og hvis man vil læse rosende ord om Obama, har han også mange af dem: Words that could heal wounds of centuries
Obama i Cairo - hvorfor håb? hvorfor skepsis?
For det første: Der bliver masser at analysere på i den meget lange tale i den kommende tid, især efterhånden som dens konsekvenser for politikken begynder at materialisere sig. I denne omgang koncentrerer jeg mig om ganske korte, umiddelbare reaktioner og om de tanker den får i gang. Desværre så jeg den ikke live, og har faktisk heller intet fået set af den endnu - men det vil ske inden længe, og ganske givet en hel del gange i de kommende år (hvadenten dens principper skal holdes op mod en præsident, der løb fra sine ord, eller en der tværtimod leverede) - også på de områder, hvor han meldte uklart og utilstrækkeligt ud. Så det er teksten, jeg forholder mig foreløbigt til.
Uden at sige det eksplicit, var det overordnet ideen (fordommen) om civilisationernes kamp, han forholdt sig til og begravede - forhåbentlig en gang for alle. Og alene det forhold, at han derved tog afstand fra det højtråbende kor af islamofober, der også herhjemme har fået uproportionalt (i forhold til IK-indholdet i deres forestillinger) meget opmærksomhed i debatten, gør denne tale værd at huske. Han har jo en del oprydning at præstere efter Bush - selvom denne var ikke var tilnærmelsesvist så ubegavet i sin islam-politik som den gennemsnitlige VOK-politiker og -journalist her til lands - og det prægede talen positivt. Her blev talt for en reel kosmopolitisk kulturel mangfoldighed. Første grund til håb.
Så er der passagen om Palæstina (springer resten over i første omgang). På plussiden: Han bruger ord som "dislocation" og "occupation" for at beskrive palæstinensernes situation:
For more than sixty years they have endured the pain of dislocation. Many wait in refugee camps in the West Bank, Gaza, and neighboring lands for a life of peace and security that they have never been able to lead. They endure the daily humiliations - large and small - that come with occupation. So let there be no doubt: the situation for the Palestinian people is intolerable. America will not turn our backs on the legitimate Palestinian aspiration for dignity, opportunity, and a state of their own.
Naturligvis BURDE han direkte have kaldt en spade for en spade og talt om "etnisk udrensning" og om "apartheid" og have sat navn på gerningsmændene. Her er ikke tale om en mystisk uafvendelig skæbne uden skyldige, her er tale om bevidste forbrydelser mod et folk begået af konkrete, virkelige mennesker, nemlig de koloniserende zionister. Og det BURDE være nævnt som en selvfølge. Men man skulle være et skarn, hvis man ikke glæder sig over dette skridt i retning af en mere realitetsfunderet beskrivelse af palæstinensernes situation.
En sætning som den følgende er i virkeligheden symptomatisk for hele talens tilstræbte balancegang:
It is easy to point fingers - for Palestinians to point to the displacement brought by Israel's founding, and for Israelis to point to the constant hostility and attacks throughout its history from within its borders as well as beyond.
Det glædelige er at han faktisk - trods agensstrygning i formuleringen (og uden at bruge de korrekte ord: "etnisk udrensning" eller blot Nakba) - kobler palæstinensernes "displacement" til staten Israels oprettelse, og det er mildest talt ikke særlig sædvanligt i amerikanske politikeres retorik! På den anden side laver han det gængsee – og forbandede – illusionsnummer om to parter, "der er lige gode om det" ved at omtale det som et særligt israelsk problem at være udsat for ”constant hostility and attacks”. Det er godt nok noget af en kamel at sluge, når man betænker den nærmest permanente tilstand af terrorisering fra den overlegne militærmagts side, som store dele af den palæstinensiske befolkning har levet under i over 60 år!
Kulminationen på realitetsfornægtelse kommer med formuleringen: Palestinians must abandon violence. Det er ikke alene grotesk, det nærmer sig voldelig forulempning, at stille sig op og sige den slags blot et par måneder efter den helt igennem umenneskelige massakre, som Israel gennemførte mod Gazas befolkning. Husk dødsraten: 100 mod 1!!! Og så skal Palæstinenserne (!) stoppe volden! Tag dig sammen og vis et minimum af anstændighed overfor alle de mennesker, der blev grusomt myrdet med amerikansk leverede våben! At lade som om ofre og gerningsmænd er lige ansvarlige i en massakre som denne er utilladeligt og forbryderisk.
Men så igen: Selvom følgende passage har samme falske tone i sin morale, så er det faktisk nogle sensationelle paralleller han foretager mellem palæstinensernes kamp og tidligere antiracistiske bevægelser:
Resistance through violence and killing is wrong and does not succeed. For centuries, black people in America suffered the lash of the whip as slaves and the humiliation of segregation. But it was not violence that won full and equal rights. It was a peaceful and determined insistence upon the ideals at the center of America's founding. This same story can be told by people from South Africa to South Asia; from Eastern Europe to Indonesia. It's a story with a simple truth: that violence is a dead end. It is a sign of neither courage nor power to shoot rockets at sleeping children, or to blow up old women on a bus. That is not how moral authority is claimed; that is how it is surrendered.
Konklusionen her kan skam også diskuteres, for var de voldelige faser i fx ANC’s frihedskamp ikke lige så vigtige elementer i kampens heldige udfald, som de ikke-voldelige? MEN: det vigtige er at den amerikanske præsident her faktisk – uden at formulere det direkte, så alligevel umisforståeligt – gør opmærksom på ligheden mellem den amerikanske segregationspolitik og såvel den sydafrikanske som den israelske apartheidpolitik. Mon ikke det nok skal få apartheid-lobbyen op af stolene hjemme i USA? Manden har ubetinget ret i sammenligningen, men den slags MÅ man bare ikke sige i den amerikanske debat!
Endelig skal det også med i denne lille opremsning, at Obama siger sådan her – møntet på Israel:
The United States does not accept the legitimacy of continued Israeli settlements. This construction violates previous agreements and undermines efforts to achieve peace. It is time for these settlements to stop.
Man bør jo være glad, for hvor er det dog savnede toner fra USA. Men på den anden side må man uvægerligt tænke: Hallo! Her er altså tale om helt banale selvfølgeligheder. Ikke alene er bosættelsespolitikken klokkeklart ulovlig, den er ubestrideligt en krigsforbrydelse og fordømt som sådan af utallige internationale resolutioner – den indebærer også skamløse brud på løfte på løfte på løfte fremsat af en stribe af skiftende israelske regeringer. Så det manglede da bare. Og hvorfor ikke et ord, om at de eksisterende bosættelser udgør nærmest uoverstigelige hindringer for en såkaldt tostatsløsning og for et anstændigt liv for vestbreddens palæstinensiske beboere, og at de derfor selvfølgelig skal rømmes? Og hvorfor ikke et ord om flygtningenes ret til tilbagevenden? Det er der heller intet kontroversielt i, det er en ret der er helt uomtvistelig ifølge både internationale konventioner og ifølge FN-vedtagelser? Og hvorfor ikke et ord om den forbryderiske økonomiske krigsførsel mod især Gaza, men reelt mod alle de palæstinensiske områder?
Sådan kan man sagtens finde basis for en god portion skepsis overfor Obamas formuleringer: Det er alt sammen for utilstrækkeligt, det kommer for sent, og det er for berøringsangst overfor den undertrykkende part i konflikten. Men jeg vil alligevel tillade mig at nære et spinkelt håb om, at talen rent faktisk udgjorde et vendepunkt. Som sagt er der en del at glæde sig over, og desuden er processen selvfølgelig påvirkelig. Hvis apartheidlobbyen i de kommende måneder kan få tilstrækkeligt modspil i de politiske debatter, og hvis fx boykot-bevægelsen kan få mere vind i sejlene, så skulle det nok være muligt at støtte de positive takter i Obamas politik, og vel også at hjælpe ham med at overvinde utilstrækkelighederne? Det er i hvert fald længe siden, at feltet af muligheder har været så åbent som i disse dage.
Uden at sige det eksplicit, var det overordnet ideen (fordommen) om civilisationernes kamp, han forholdt sig til og begravede - forhåbentlig en gang for alle. Og alene det forhold, at han derved tog afstand fra det højtråbende kor af islamofober, der også herhjemme har fået uproportionalt (i forhold til IK-indholdet i deres forestillinger) meget opmærksomhed i debatten, gør denne tale værd at huske. Han har jo en del oprydning at præstere efter Bush - selvom denne var ikke var tilnærmelsesvist så ubegavet i sin islam-politik som den gennemsnitlige VOK-politiker og -journalist her til lands - og det prægede talen positivt. Her blev talt for en reel kosmopolitisk kulturel mangfoldighed. Første grund til håb.
Så er der passagen om Palæstina (springer resten over i første omgang). På plussiden: Han bruger ord som "dislocation" og "occupation" for at beskrive palæstinensernes situation:
For more than sixty years they have endured the pain of dislocation. Many wait in refugee camps in the West Bank, Gaza, and neighboring lands for a life of peace and security that they have never been able to lead. They endure the daily humiliations - large and small - that come with occupation. So let there be no doubt: the situation for the Palestinian people is intolerable. America will not turn our backs on the legitimate Palestinian aspiration for dignity, opportunity, and a state of their own.
Naturligvis BURDE han direkte have kaldt en spade for en spade og talt om "etnisk udrensning" og om "apartheid" og have sat navn på gerningsmændene. Her er ikke tale om en mystisk uafvendelig skæbne uden skyldige, her er tale om bevidste forbrydelser mod et folk begået af konkrete, virkelige mennesker, nemlig de koloniserende zionister. Og det BURDE være nævnt som en selvfølge. Men man skulle være et skarn, hvis man ikke glæder sig over dette skridt i retning af en mere realitetsfunderet beskrivelse af palæstinensernes situation.
En sætning som den følgende er i virkeligheden symptomatisk for hele talens tilstræbte balancegang:
It is easy to point fingers - for Palestinians to point to the displacement brought by Israel's founding, and for Israelis to point to the constant hostility and attacks throughout its history from within its borders as well as beyond.
Det glædelige er at han faktisk - trods agensstrygning i formuleringen (og uden at bruge de korrekte ord: "etnisk udrensning" eller blot Nakba) - kobler palæstinensernes "displacement" til staten Israels oprettelse, og det er mildest talt ikke særlig sædvanligt i amerikanske politikeres retorik! På den anden side laver han det gængsee – og forbandede – illusionsnummer om to parter, "der er lige gode om det" ved at omtale det som et særligt israelsk problem at være udsat for ”constant hostility and attacks”. Det er godt nok noget af en kamel at sluge, når man betænker den nærmest permanente tilstand af terrorisering fra den overlegne militærmagts side, som store dele af den palæstinensiske befolkning har levet under i over 60 år!
Kulminationen på realitetsfornægtelse kommer med formuleringen: Palestinians must abandon violence. Det er ikke alene grotesk, det nærmer sig voldelig forulempning, at stille sig op og sige den slags blot et par måneder efter den helt igennem umenneskelige massakre, som Israel gennemførte mod Gazas befolkning. Husk dødsraten: 100 mod 1!!! Og så skal Palæstinenserne (!) stoppe volden! Tag dig sammen og vis et minimum af anstændighed overfor alle de mennesker, der blev grusomt myrdet med amerikansk leverede våben! At lade som om ofre og gerningsmænd er lige ansvarlige i en massakre som denne er utilladeligt og forbryderisk.
Men så igen: Selvom følgende passage har samme falske tone i sin morale, så er det faktisk nogle sensationelle paralleller han foretager mellem palæstinensernes kamp og tidligere antiracistiske bevægelser:
Resistance through violence and killing is wrong and does not succeed. For centuries, black people in America suffered the lash of the whip as slaves and the humiliation of segregation. But it was not violence that won full and equal rights. It was a peaceful and determined insistence upon the ideals at the center of America's founding. This same story can be told by people from South Africa to South Asia; from Eastern Europe to Indonesia. It's a story with a simple truth: that violence is a dead end. It is a sign of neither courage nor power to shoot rockets at sleeping children, or to blow up old women on a bus. That is not how moral authority is claimed; that is how it is surrendered.
Konklusionen her kan skam også diskuteres, for var de voldelige faser i fx ANC’s frihedskamp ikke lige så vigtige elementer i kampens heldige udfald, som de ikke-voldelige? MEN: det vigtige er at den amerikanske præsident her faktisk – uden at formulere det direkte, så alligevel umisforståeligt – gør opmærksom på ligheden mellem den amerikanske segregationspolitik og såvel den sydafrikanske som den israelske apartheidpolitik. Mon ikke det nok skal få apartheid-lobbyen op af stolene hjemme i USA? Manden har ubetinget ret i sammenligningen, men den slags MÅ man bare ikke sige i den amerikanske debat!
Endelig skal det også med i denne lille opremsning, at Obama siger sådan her – møntet på Israel:
The United States does not accept the legitimacy of continued Israeli settlements. This construction violates previous agreements and undermines efforts to achieve peace. It is time for these settlements to stop.
Man bør jo være glad, for hvor er det dog savnede toner fra USA. Men på den anden side må man uvægerligt tænke: Hallo! Her er altså tale om helt banale selvfølgeligheder. Ikke alene er bosættelsespolitikken klokkeklart ulovlig, den er ubestrideligt en krigsforbrydelse og fordømt som sådan af utallige internationale resolutioner – den indebærer også skamløse brud på løfte på løfte på løfte fremsat af en stribe af skiftende israelske regeringer. Så det manglede da bare. Og hvorfor ikke et ord, om at de eksisterende bosættelser udgør nærmest uoverstigelige hindringer for en såkaldt tostatsløsning og for et anstændigt liv for vestbreddens palæstinensiske beboere, og at de derfor selvfølgelig skal rømmes? Og hvorfor ikke et ord om flygtningenes ret til tilbagevenden? Det er der heller intet kontroversielt i, det er en ret der er helt uomtvistelig ifølge både internationale konventioner og ifølge FN-vedtagelser? Og hvorfor ikke et ord om den forbryderiske økonomiske krigsførsel mod især Gaza, men reelt mod alle de palæstinensiske områder?
Sådan kan man sagtens finde basis for en god portion skepsis overfor Obamas formuleringer: Det er alt sammen for utilstrækkeligt, det kommer for sent, og det er for berøringsangst overfor den undertrykkende part i konflikten. Men jeg vil alligevel tillade mig at nære et spinkelt håb om, at talen rent faktisk udgjorde et vendepunkt. Som sagt er der en del at glæde sig over, og desuden er processen selvfølgelig påvirkelig. Hvis apartheidlobbyen i de kommende måneder kan få tilstrækkeligt modspil i de politiske debatter, og hvis fx boykot-bevægelsen kan få mere vind i sejlene, så skulle det nok være muligt at støtte de positive takter i Obamas politik, og vel også at hjælpe ham med at overvinde utilstrækkelighederne? Det er i hvert fald længe siden, at feltet af muligheder har været så åbent som i disse dage.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
