Obama i Cairo - hvorfor håb? hvorfor skepsis?

For det første: Der bliver masser at analysere på i den meget lange tale i den kommende tid, især efterhånden som dens konsekvenser for politikken begynder at materialisere sig. I denne omgang koncentrerer jeg mig om ganske korte, umiddelbare reaktioner og om de tanker den får i gang. Desværre så jeg den ikke live, og har faktisk heller intet fået set af den endnu - men det vil ske inden længe, og ganske givet en hel del gange i de kommende år (hvadenten dens principper skal holdes op mod en præsident, der løb fra sine ord, eller en der tværtimod leverede) - også på de områder, hvor han meldte uklart og utilstrækkeligt ud. Så det er teksten, jeg forholder mig foreløbigt til.

Uden at sige det eksplicit, var det overordnet ideen (fordommen) om civilisationernes kamp, han forholdt sig til og begravede - forhåbentlig en gang for alle. Og alene det forhold, at han derved tog afstand fra det højtråbende kor af islamofober, der også herhjemme har fået uproportionalt (i forhold til IK-indholdet i deres forestillinger) meget opmærksomhed i debatten, gør denne tale værd at huske. Han har jo en del oprydning at præstere efter Bush - selvom denne var ikke var tilnærmelsesvist så ubegavet i sin islam-politik som den gennemsnitlige VOK-politiker og -journalist her til lands - og det prægede talen positivt. Her blev talt for en reel kosmopolitisk kulturel mangfoldighed. Første grund til håb.

Så er der passagen om Palæstina (springer resten over i første omgang). På plussiden: Han bruger ord som "dislocation" og "occupation" for at beskrive palæstinensernes situation:

For more than sixty years they have endured the pain of dislocation. Many wait in refugee camps in the West Bank, Gaza, and neighboring lands for a life of peace and security that they have never been able to lead. They endure the daily humiliations - large and small - that come with occupation. So let there be no doubt: the situation for the Palestinian people is intolerable. America will not turn our backs on the legitimate Palestinian aspiration for dignity, opportunity, and a state of their own.

Naturligvis BURDE han direkte have kaldt en spade for en spade og talt om "etnisk udrensning" og om "apartheid" og have sat navn på gerningsmændene. Her er ikke tale om en mystisk uafvendelig skæbne uden skyldige, her er tale om bevidste forbrydelser mod et folk begået af konkrete, virkelige mennesker, nemlig de koloniserende zionister. Og det BURDE være nævnt som en selvfølge. Men man skulle være et skarn, hvis man ikke glæder sig over dette skridt i retning af en mere realitetsfunderet beskrivelse af palæstinensernes situation.

En sætning som den følgende er i virkeligheden symptomatisk for hele talens tilstræbte balancegang:

It is easy to point fingers - for Palestinians to point to the displacement brought by Israel's founding, and for Israelis to point to the constant hostility and attacks throughout its history from within its borders as well as beyond.

Det glædelige er at han faktisk - trods agensstrygning i formuleringen (og uden at bruge de korrekte ord: "etnisk udrensning" eller blot Nakba) - kobler palæstinensernes "displacement" til staten Israels oprettelse, og det er mildest talt ikke særlig sædvanligt i amerikanske politikeres retorik! På den anden side laver han det gængsee – og forbandede – illusionsnummer om to parter, "der er lige gode om det" ved at omtale det som et særligt israelsk problem at være udsat for ”constant hostility and attacks”. Det er godt nok noget af en kamel at sluge, når man betænker den nærmest permanente tilstand af terrorisering fra den overlegne militærmagts side, som store dele af den palæstinensiske befolkning har levet under i over 60 år!

Kulminationen på realitetsfornægtelse kommer med formuleringen: Palestinians must abandon violence. Det er ikke alene grotesk, det nærmer sig voldelig forulempning, at stille sig op og sige den slags blot et par måneder efter den helt igennem umenneskelige massakre, som Israel gennemførte mod Gazas befolkning. Husk dødsraten: 100 mod 1!!! Og så skal Palæstinenserne (!) stoppe volden! Tag dig sammen og vis et minimum af anstændighed overfor alle de mennesker, der blev grusomt myrdet med amerikansk leverede våben! At lade som om ofre og gerningsmænd er lige ansvarlige i en massakre som denne er utilladeligt og forbryderisk.

Men så igen: Selvom følgende passage har samme falske tone i sin morale, så er det faktisk nogle sensationelle paralleller han foretager mellem palæstinensernes kamp og tidligere antiracistiske bevægelser:

Resistance through violence and killing is wrong and does not succeed. For centuries, black people in America suffered the lash of the whip as slaves and the humiliation of segregation. But it was not violence that won full and equal rights. It was a peaceful and determined insistence upon the ideals at the center of America's founding. This same story can be told by people from South Africa to South Asia; from Eastern Europe to Indonesia. It's a story with a simple truth: that violence is a dead end. It is a sign of neither courage nor power to shoot rockets at sleeping children, or to blow up old women on a bus. That is not how moral authority is claimed; that is how it is surrendered.

Konklusionen her kan skam også diskuteres, for var de voldelige faser i fx ANC’s frihedskamp ikke lige så vigtige elementer i kampens heldige udfald, som de ikke-voldelige? MEN: det vigtige er at den amerikanske præsident her faktisk – uden at formulere det direkte, så alligevel umisforståeligt – gør opmærksom på ligheden mellem den amerikanske segregationspolitik og såvel den sydafrikanske som den israelske apartheidpolitik. Mon ikke det nok skal få apartheid-lobbyen op af stolene hjemme i USA? Manden har ubetinget ret i sammenligningen, men den slags MÅ man bare ikke sige i den amerikanske debat!

Endelig skal det også med i denne lille opremsning, at Obama siger sådan her – møntet på Israel:

The United States does not accept the legitimacy of continued Israeli settlements. This construction violates previous agreements and undermines efforts to achieve peace. It is time for these settlements to stop.

Man bør jo være glad, for hvor er det dog savnede toner fra USA. Men på den anden side må man uvægerligt tænke: Hallo! Her er altså tale om helt banale selvfølgeligheder. Ikke alene er bosættelsespolitikken klokkeklart ulovlig, den er ubestrideligt en krigsforbrydelse og fordømt som sådan af utallige internationale resolutioner – den indebærer også skamløse brud på løfte på løfte på løfte fremsat af en stribe af skiftende israelske regeringer. Så det manglede da bare. Og hvorfor ikke et ord, om at de eksisterende bosættelser udgør nærmest uoverstigelige hindringer for en såkaldt tostatsløsning og for et anstændigt liv for vestbreddens palæstinensiske beboere, og at de derfor selvfølgelig skal rømmes? Og hvorfor ikke et ord om flygtningenes ret til tilbagevenden? Det er der heller intet kontroversielt i, det er en ret der er helt uomtvistelig ifølge både internationale konventioner og ifølge FN-vedtagelser? Og hvorfor ikke et ord om den forbryderiske økonomiske krigsførsel mod især Gaza, men reelt mod alle de palæstinensiske områder?

Sådan kan man sagtens finde basis for en god portion skepsis overfor Obamas formuleringer: Det er alt sammen for utilstrækkeligt, det kommer for sent, og det er for berøringsangst overfor den undertrykkende part i konflikten. Men jeg vil alligevel tillade mig at nære et spinkelt håb om, at talen rent faktisk udgjorde et vendepunkt. Som sagt er der en del at glæde sig over, og desuden er processen selvfølgelig påvirkelig. Hvis apartheidlobbyen i de kommende måneder kan få tilstrækkeligt modspil i de politiske debatter, og hvis fx boykot-bevægelsen kan få mere vind i sejlene, så skulle det nok være muligt at støtte de positive takter i Obamas politik, og vel også at hjælpe ham med at overvinde utilstrækkelighederne? Det er i hvert fald længe siden, at feltet af muligheder har været så åbent som i disse dage.