Libyen - en sejr for imperiet

....nu er der gået noget tid siden det endegyldige fald for Gaddafi-styret i Libyen, og i offentligheden er der tale om en done deal, der er ingen diskussioner overhovedet om, hvad det egentlig var der foregik i den konflikt. Den vulgære og tilsyneladende mest udbredte opfattelse er, at der simpelthen her var tale om endnu et oprør, endnu en episode i "det arabiske forår", i denne omgang suppleret med lidt hjælp udefra - end of story. Efter min mening er der dog grund til at stille sig temmelig tvivlende over for den udlægning. Jeg håber i den kommende tid at følge op på nogle af de spørgsmål Libyen-eksemplet rejser, om ikke andet så fordi det er lige et nummer for Orwell-agtigt, at den version skal udvikle sig til DEN HISTORISKE SANDHED.

I første omgang lige en enkelt reminder om en af de vigtigstee "spillere" i begivenheden. Her ser vi USA's udenrigsminister reagere spontant på meddelelsen om Gaddafis død:



1. Den umiddelbare reaktion, når man ser det klip er selvfølgelig: Goddamn, hun er godt nok en fucking psykopat! Er det virkeligt sådan magtmennesker er skruet sammen? Uden nogen form for empati, loyalitet, medmenneskelighed eller blot beskedenhed og ydmyghed over for sin magt? Problemet er her, at det kan vi ikke vide noget sikkert om, og selv Clinton har vel krav på at vi nøje overvejer sagens aspekter, inden vi dømmer hende og hendes reaktioner i dette tilfælde. Men vigtigst er selvfølgelig, at det ikke drejer sig om hende som person. Det, der er afgørende, er hvad det lille klip fortæller om konflikten og om dens årsager og forløb.

2. Det udtryk, hun parafraserer her, stammer fra Julius Cæsar og beskriver, hvordan han med en gruppe romerske soldater besejrede en by i det nuværende Tyrkiet, hvorved dets inkorporering i det romerske imperium sikredes: Veni, vidi, vici var hans måde at demonstrere hegemonens selvfølgelige overlegenhed. Der er tale om årene, hvor det romerske herredømme over hele den verden, de kunne overse, blev etableret. Det er endnu ikke helt i den periode, der kaldes Pax Romana, men det romerske imperium er ved at blive etableret, og der er ingen tvivl om, hverken for den romerske overklasse eller for alle folkene i deres "region", hvem der har magten, hvem der bestemmer.

3. Når Clinton spontant vælger en sådan reference (og det er ganske givet spontant, men ifølge hende selv åbenbart ikke så afslørende, at hun kræver optagelserne slettet..) fortæller hun os et par ting om begivenhederne i Libyen, som nok er værd at huske, når der skal analyseres videre på den sag:

- den selvforståelse, hun udtrykker er tydelig: JEG REPRÆSENTERER IMPERIET! Nu lever vi i PAX AMERICANA, nu er det OS, den herskende klasse i USA, der bestemmer, hvem af verdens statsledere, der skal leve og dø (her er der muligvis tale om en illusorisk vrangforestilling, som jeg vil diskutere ved en senere lejlighed, men det afgørende er at det er den opfattelse, hun udtrykker!)

- når Gaddafis styre er væltet, og når han er fysisk tilintetgjort (på passende psykopatisk og barbarisk vis), så skyldes det USA's politik og indsats. Gaddafistyrets fald og mordet på og mishandlingen af manden er et resultat af USA's vilje og magtudøvelse. Den selvopfattelse hos Clinton fremgår tydeligt af de allersidste sekunder i optagelsen, hvor hun selvfedt påtager sig ansvaret - og kobler begivenheden til sit besøg i Tripolis blot dagen før det der nøgternt set må betegnes som pøbelforbrydelserne mod Gaddafi.

- dermed dementerer hun - ja hun affejer nonchalant - hele den legitimitet, som "oprøret" blev tilskrevet i pressen og af de politikere, der stod i kø for at gennemføre militære aktioner i Libyen: Her er ikke tale om et oprør af libyerne selv mod deres tyranniske leder, og her handler NATO-indblandingen ikke om at "beskytte civile". Clinton siger det selv: NATO's invasion - via bombardementer fra luften, understøttet af lokale hjælpetropper - var ikke et udtryk for det "arabiske forår", det var et NATO-angreb for at vælte et regime man ikke brød sig om i de kredse, der har noget at skulle have sagt i de imperialistiske kernelande (og som interessant nok er præcist de samme magter, som for hundrede år siden smadrede og udplyndrede Afrika - nu blot under ledelse af USA). Åbenbart blev Gaddafi ikke opfattet som tilstrækkelig følgagtig, selvom hans "værste" antimperialistiske nøkker tilsyneladende var blevet pillet ud af ham med omklamringerne af Blair og den type. En anden mulig forklaring kunne være: Invasionen var motiveret af et ønske om at spille magten tilbage i imperialismens hænder, efter at Tunesien og Egypten havde bragt regionens befolkning på banen - til stor bekymring for vestens magthavere (det var ikke lige det, der mentes med "demokrati" - i USA og Europa handler demokrati jo ikke længere om folkemagt, men tværtimod om at FORHINDRE folket i at påvirke de økonomiske magthaveres regime ... men det er en helt anden historie).

4. Anyway: Dette lille klip burde få skamrødmen frem hos alle de folk på venstrefløjen, der støttede NATO's invasion. Og vigtigst: Det må vaccinere mod nogensinde i fremtiden at indgå i alliancer med de imperialistiske magter om noget som helst. Imperialismen kan ALDRIG være løsningen, tværtimod udgør den - og dens klassebasis - hovedfjenden i den kamp, vi aktuelt står overfor om demokrati, civilisation, fællesskab og bæredygtighed.

Ok..det her var den korte version. I den kommende tid håber jeg at perspektivere lidt på nogle af de her ting, at gå mere i detaljer om selve Libyen-skandalen og at diskutere venstrefløjens stillingtagen og muligheder. Men i først omgang har jeg da i det mindste mindet om Clinton...... Så, indtil videre: Ciao, folks