Israel ud af Palæstina

Hvor er det jammerligt igen og igen at skulle høre på sangen om "gengældelse", når Israel og dets støtter i den vestlige offentlighed skal legitimere de seneste forbrydelser. I dette øjeblik gennemføres terrorbombardementer mod den i forvejen hårdt plagede befolkning i Gaza. Asymmetrien i de lokale magtforhold skriger til himlen, men alligevel kværner den vestlige offentligheds hykleriske appeller til "begge parter". Som om de er "lige gode om det", som om der var tale om to sammenlignelige parter med samme magt og mulighed for enten at eskalere eller bremse konflkten. (USA's reaktion er endda en tak værre: Herfra lyder ingen appel til Israel om at stoppe sin terrorvirksomhed, kun latterligt magtesløse Hamas får en opsang - jfr. Israel: Kampene vil fortsætte)

Men en sådan fremstilling af konflikten er og bliver løgnagtig: Israel er absolut og indiskutabelt overlegen i militær og økonomisk styrke, og har brugt denne overlegenhed til at opbygge et regulært, racistisk apartheidsystem. Denne politik er en logisk videreførelse af den etniske udrensningsproces, som i 1948 skabte staten og fordrev områdets oprindelige indbyggere. Over 400 landsbyer blev tilintetgjort med nøje planlagt terrorvirksomhed. Verdenssamfundet så til og lod det ske, og lige siden er den samme udrensningsproces og den samme racistiske terrorisme bare fortsat og fortsat - kulminerende med den såkaldte fredsproces, som blot legitimerede og camouflerede det israelske herrefolks kolonisering af stadig større dele af Palæstina.

Det står efterhånden lysende klart, at skal der være håb om fred i fremtiden, så kan det ikke blive som en tostatsløsning. Konfliktens årsag er selve det zionistiske projekt: at skabe en raceren stat i erobret land. Derfor går vejen til fred over opløsningen af den israelske stat og etablering af en sekulær, demokratisk stat i hele det palæstinensiske område - med lige rettigheder for alle borgere uanset etnisk eller religiøs orientering. Et demokratisk Palæstina må være kravet. - Det ser ganske vist ret sort ud lige nu, og kravet forekommer nærmest hysterisk utopisk i den aktuelle situation. Men paradoksalt nok demonstrerer den israelske hær og dens klakører i disse dage, at på længere sigt er en sådan løsning den eneste realistiske.

A Girl Like Me

Om at tage afstand fra fortidens synder - en bekendelse

Som bekendt kører der aktuelt en mediefarce om Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor fx Pia Kjærsgaard (of all people!) klandrer Pernille for hendes såkaldt "tidligere udemokratiske, autonome adfærd". Men også forskellige hysteriske Venstre-folk er ude med riven i anledning af "sagen".

Hvilket ekstremt hykleri! At Anders Fogh med gennemført løgnagtighed og menneskeforagt gjorde Danmark til medskyldig i Bush-regeringens krigsforbrydelser i Irak og dermed i tusinder af menneskeliv ofret på oliens og Haliburtons alter, generer tilsyneladende ingen i det politiske liv. Men at Pernille Rosenkrantz dengang havde civilkurage nok til at støtte protesterne mod Foghs politik, det skal pludselig gøres til en kapitalsynd.

Det er et flot tegn på personlig integritet, at hun nægter at tage afstand fra sine udtalelser dengang, trods pres fra Thorning, se "Rosenkrantz fortryder ikke støtte til aktion"

Men i al stilfærdighed vil jeg bruge denne anledning til lidt selvkritik. Dengang Fogh symbolsk blev smurt ind i blodlignende maling hørte jeg til holdet, der - selvom jeg var modstander af krigen - tog skarpt afstand fra "de muntre malersvende" (som Strid vist kaldte dem). I dag fortryder jeg den stillingtagen. Det var de aktionerende, der havde ret. Deres aktion var en passende handling, som meget direkte koblede statsministeren til de blodige forbrydelser, han satte i værk. Der må ikke være et moralsk helle for den slags forbrydere i jakkesæt, som ofrer tusindvis af menneskeliv for diverse lyssky motiver. Når man i dag ser billederne af Fogh indsmurt i symbolsk blod er det en kraftig og passende reminder om hans personlige medansvar for de utilgivelige forbrydelser i bl.a. Irak.

Så, jeg fortryder! Men må rose Pernille Rosenkrantz for hendes standpunkt dengang og i dag. At hun så efter min mening tager grueligt fejl, når hun tror at Socialdemokraterne kan vristes ud af kløerne på Kjærsgaard og de andre fascister, de prøver at tækkes, det er så en anden sag. Hvis jeg så også må æde de ord i mig om 5 år, skal jeg være den første til at begejstres.