Om at tage afstand fra fortidens synder - en bekendelse

Som bekendt kører der aktuelt en mediefarce om Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor fx Pia Kjærsgaard (of all people!) klandrer Pernille for hendes såkaldt "tidligere udemokratiske, autonome adfærd". Men også forskellige hysteriske Venstre-folk er ude med riven i anledning af "sagen".

Hvilket ekstremt hykleri! At Anders Fogh med gennemført løgnagtighed og menneskeforagt gjorde Danmark til medskyldig i Bush-regeringens krigsforbrydelser i Irak og dermed i tusinder af menneskeliv ofret på oliens og Haliburtons alter, generer tilsyneladende ingen i det politiske liv. Men at Pernille Rosenkrantz dengang havde civilkurage nok til at støtte protesterne mod Foghs politik, det skal pludselig gøres til en kapitalsynd.

Det er et flot tegn på personlig integritet, at hun nægter at tage afstand fra sine udtalelser dengang, trods pres fra Thorning, se "Rosenkrantz fortryder ikke støtte til aktion"

Men i al stilfærdighed vil jeg bruge denne anledning til lidt selvkritik. Dengang Fogh symbolsk blev smurt ind i blodlignende maling hørte jeg til holdet, der - selvom jeg var modstander af krigen - tog skarpt afstand fra "de muntre malersvende" (som Strid vist kaldte dem). I dag fortryder jeg den stillingtagen. Det var de aktionerende, der havde ret. Deres aktion var en passende handling, som meget direkte koblede statsministeren til de blodige forbrydelser, han satte i værk. Der må ikke være et moralsk helle for den slags forbrydere i jakkesæt, som ofrer tusindvis af menneskeliv for diverse lyssky motiver. Når man i dag ser billederne af Fogh indsmurt i symbolsk blod er det en kraftig og passende reminder om hans personlige medansvar for de utilgivelige forbrydelser i bl.a. Irak.

Så, jeg fortryder! Men må rose Pernille Rosenkrantz for hendes standpunkt dengang og i dag. At hun så efter min mening tager grueligt fejl, når hun tror at Socialdemokraterne kan vristes ud af kløerne på Kjærsgaard og de andre fascister, de prøver at tækkes, det er så en anden sag. Hvis jeg så også må æde de ord i mig om 5 år, skal jeg være den første til at begejstres.