Højre eller venstre - apartheid er apartheid

Interessant interview med Yossi Klein Halevi i sidste Weekendavis. Ikke fordi manden siger noget begavet eller interessant, tværtimod er hans ord nærmest parodiske gengivelser af de sædvanlige zionistiske myter og historieforfalskninger. Gang på gang overgås Orwells "sandhedsministerium" fra 1984. Jeg mener, alene overskriften - Eksistenskampen - er så grotesk, at man måtte slå sig på lårene af grin, hvis ikke sandheden var så dybt tragisk. Manden er med andre ord det modsatte af en original eller selvstændig tænker, han fremstår som en hel banal propagandist, hvis ordkonstruktioner intet har med virkeligheden at gøre, men som blot åndløst efterplaprer det narrativ, der skal retfærdiggøre den Israelske stats massakrer mod palæstinenserne.

Det interessante er, hvad interviewet viser om forfaldet på den israelske "venstrefløj" og den intellektuelle og moralske fallit blandt de folk her til lands, der søger at legimitere massemordernes handlinger. Hvad det sidste angår, så præsterer intervieweren fx følgende "spørgsmål": Det virker også, som om israelske premierministre ligesom jer i snart mange år har forsøgt alt fra fredsforslag til krig, men at intet virker. Alt er bare blevet værre.

Hvor hamrende blind og naiv har man lov at være? Hvor mange massakrer, hvor meget kolonisering, hvor mange hussprængninger, hvor meget destruktion af landbrugsjord, hvor mange checkpoints, hvor mange husundersøgelser ved nattetide, hvor meget tortur, hvor mange mord på ubevæbnede børn, hvor mange råb om "død over araberne", hvor ødelæggende økonomiske blokader, hvor mange apartheidveje, hvor mange våbenhvilebrud osv osv skal Israel foretage, før dets apologeter får kvalme over sig selv? Sagen er, at - set i det historiske perspektiv - har de skiftende israelske regeringers politik haft en klar linje siden statens oprettelse: Kolonisering fulgt op af kombinationen mellem apartheid og etnisk udrensning. Ingen indgåede "fredsaftaler" eller internationale konventioner om krigsførelse og besættelse er forsøgt overholdt. Tværtimod har staten bestræbt sig på at skabe så mange "facts on the ground" som overhovedet muligt. Indtil nu er denne strategi lykkedes over al forventning. Fordi omgivelserne har tilladt det.

Halevi hiver den udslidte krikke af stalden, der hedder "Arafats nej til tostatsløsningen i 2000". Det var den begivenhed, hvor Arafat fik "tilbudt" - ikke de 22% af Palæstina, som han utroligt nok accepterede ved Osloaftalen, men noget med - omkring 14% af det oprindelige hjemland. Og vel at mærke et virvar af småstumper - bantustans eller reservater - der var totalt opsplittede og usaammenhængende pga israelske checkpoints, bosættelser og apartheidveje. At Arafat havde åndsnærvær nok til at sige fra overfor sådan en fornærmelse taler trods alt til hans fordel, selvom han ved Osloaftalen gik med til at fungere som en slags sherif - eller kapo - der påtog sig rollen at holde "ro og orden" blandt de indfødte, så besættelsesmagten blev aflastet i hverdagen. Den rolle havde Arafat overopfyldt med en ligeså arrogant holdning til menneskerettigheder som hans overordnede i Tel Aviv, og selvom store dele af hans "regeringstid" foregik i husarrest omringet af israelske tanks. Men forsøget på at ydmyge palæstinenserne i Camp David var åbenbart alligevel et nummer for brutalt.

Ikke desto mindre var det ifølge Halevi en fejl at "bevæbne Arafat og give ham magten tilbage"! Alene den formulering viser, hvor virkelighedsfjern mandens ideologikonstruktion er. Manden er amerikaner og mener som en klassisk - og helt igennem ordinær - kolonialist, at han har en selvfølgelig ret til at slå sig ned hvorsomhelst blandt "de indfødte" med alle rettigheder og de bekvemmeligheder, der hører en imperialistisk bosætter til. Man tilhører vel herrefolket! De oprindelige beboere og deres repræsentanter skal være taknemmelige for tilværelsen i reservaterne og finde sig i at deres sikkerhedsbehov er for ubetydelige til overhovedet at stå på dagsordenen. De må finde sig i konstant at være forsvarsløs over for en af verdens stærkeste militærmagter.

Men hvad kan man forvente andet? Hvad enten man i sin selvopfattelse er højre- eller venstrefløj, så må selve det zionistiske projekt uundgåeligt føre til racisme, til kolonisering. Apartheid er og bliver apartheid. Og en "venstreorienteret" zionist må uundgåeligt nå til samme konklusion - med alt hvad deraf følger af støtte til etnisk udrensning, til racistisk diskrimination - og til massemord på civile.