Institut for menneskerettigheder har - af alle! - foreslået at Staten skal udstede luderlicenser med det erklærede formål at "hjælpe ofre for kvindehandel".
En sådan politik vil være et skridt i den forkerte retning. Vi skal ikke lovliggøre prostitution og menneskehandel på nogen måde. Som jeg så rigtigt har skrevet ved en tidligere lejlighed (Vi må prostitutionen til livs): "Hvis ikke samfundet medvirker til at sætte dagsordenen, bliver udviklingen af moralske grundforestillinger helt overladt til markedets ødelæggende mekanismer – gennem f.eks. den menneskeforagtende sexindustri".
For som jeg også skrev: "Prostitution er ikke “sex” – det er et magtforhold, som indebærer undertrykkelse, ydmygelse & psykisk forkrøbling hos mindst én af parterne. At invadere et andet menneskers inderste intimsfære ved køb og salg er en krænkelse af individets suverænitet, af dets fundamentale menneskerettigheder. Det er en illusion at tro, at “valget” om at sælge adgangen til sine kropsåbninger, på nogen måde er et frit valg. Det er i så fald på mystisk vis et “valg”, der træffes fortrinsvist af misbrugte og på anden vis forfordelte piger (og drenge) fra de “lavere” sociale lag. At forveksle dette med seksualitet er efter min mening katastrofalt, og er med til at bagatellisere og legitimere et meget alvorligt socialt problem, der éntydigt vender den tunge ende nedad."
Vejen frem må være dels en opprioriteret politiindsats - i sin natur global! - kombineret med kriminalisering af kunderne. Det vil være signaler, der ved at straffe slavehandlerne og ved at påvirke offentlighedens syn på prostitution, i det lidt længere løb kan bidrage til at fjerne den skamplet på civilisationen som menneskehandelen og mishandlingen af "sex"-slaverne udgør.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
5 kommentarer:
For yderligere argumentation se det indlæg, jeg linker til i kommentaren. Kort sagt: Jeg bestrider friheden i "det frie valg" og hæfter mig ved den forkrøbling af mennesker, som prostitutionen fører til.
Lakmustesten overfor tilhængere af prostitution er spørgsmålet: "Ville du ønske at din søn/datter valgte at leve som prostitueret?"
Lakmusprøven. Nej, men jeg ville da heller ikke ønske at hun blev rengøringsdame, det er også hårdt. Og endelig ville jeg ønske at hvis hun blev prostitueret at der så var ordentlige forhold istedet for at det skal foregå som i Sverige hvor de har et sexkøbsforbud. Jeg ville ønske det skulle være nemt for hende at komme ud af det igen hvis hun ønskede det og at hun ikke skulle mødes med den stigmatisering som et forbud medfører.
Så ifølge lakmusprøven, så går jeg ikke ind for et forbud, men ser gerne en licensordning, så min datter hvis hun valgte denne vej, kunne få så gode betingelser som muligt.
Her tillader jeg mig lige at sakse Politikens kronik fra d.5.8.2008 (så længe linket virker, kan den ses her inklusive en række kommentarer)
Prostitution - frihed til eller frihed fra?<
Er retten til at være prostitueret kun for kvinder, eller findes der en konvention, der også giver mænd den ret?
Af TRINE BAUMBACH
Politiken kører for tiden en serie ’Sexslave i Danmark’, hvor menneskehandel (kvindehandel) er sat under lup og til debat.
Emnet er aktuelt – ikke mindst, fordi menneskehandel er den hurtigst voksende og tredje mest lukrative form for organiseret kriminalitet i verden kun overgået af narkotika- og våbenhandel.
Da langt de fleste handlede mennesker er kvinder, og da langt de fleste handlede kvinder handles til sexindustrien, er det ikke muligt at debattere kvindehandel uden også at komme ind på prostitution. 21. juli 2008 kunne man da også læse i avisen, at Socialdemokraterne og de radikale mener, at det som led i bekæmpelsen af kvindehandel skal gøres strafbart at købe seksuelle ydelser fra en udenlandsk handlet kvinde, medens SF og Enhedslisten mener, at man helt skal forbyde købesex.
For at komme kvindehandlen til livs har Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder i Politiken 22. juli foreslået, at staten skal lave en særlig licensordning, som kun skal gives til de kvinder, der frivilligt har valgt at prostituere sig. Samtidig skal det være forbudt og strafbart for kunder at gå til prostituerede uden licens. Med andre ord går forslaget ud på at legalisere ’frivillig’ prostitution og samtidig kriminalisere køb af prostitutionsydelser fra kvinder, der ikke har licens.
Birgitte Kofod Olsen citeres endvidere for at mene, at der ikke kan indføres et totalforbud mod prostitution, fordi man »er nødt til at respektere, at mange prostituerede siger, de selv har valgt branchen og kan håndtere at arbejde i den«. Tilsvarende synspunkter har Birgitte Kofod Olsen fremsat andre steder. I den forbindelse har hun bl.a. anført, at det er afgørende, at selvvalgt sexarbejde betragtes som et erhverv på lige vilkår med andre erhverv, hvorfor staten i lighed med andre erhverv skal regulere professionens forhold, herunder stille krav til arbejdsmiljø og vilkår og give adgang til sundhedstjek, regler for arbejdstid og ferie. Efter hendes opfattelse er prostitution et lovligt erhverv, som de prostituerede har frihed og ret til at vælge. Retten til at vælge prostitution som erhverv følger efter Birgitte Kofod Olsens opfattelse af artikel 6 i FN’s Kvindekonvention. Derfor kan staten kun sætte ind med forbud, hvis det kan godtgøres, at forbuddet er nødvendigt og rimeligt.
Spørgsmålet er bare: Kan det virkelig være rigtigt, at Kvindekonventionen giver kvinder en ret til at være prostituerede? Og er det en eksklusiv ret for kvinder, eller findes der også en konvention, der giver mænd ret til at være prostituerede?
’Retten’ efter Kvindekonventionen synes at have som udgangspunkt, at borgerne ubetinget har ret til at gøre, lige hvad det passer dem, og at staten derfor kun kan intervenere med begrænsninger og forbud, hvis der er vægtige grunde til det. Det folkeretlige udgangspunkt er imidlertid lige modsat: Udgangspunktet har nemlig været, at staterne stort set har kunnet behandle borgerne, som staterne ville – og historien viser, at staterne har benyttet sig af denne ret. Først frem mod det 20. århundrede kom der krav om grundlæggende positive rettigheder for borgerne, men staterne havde stadig ’hånds- og halsret’ over borgerne. Bl.a. på baggrund af uhyrlighederne i det nazistiske Tyskland i 1930’erne og under Anden Verdens krig erkendte man etapevist, at en sådan råderet over borgerne måtte begrænses eksternt forpligtende i forhold til det internationale samfund. Det skulle således være risikofyldt for staterne, hvis den enkelte stat af forskellige årsager mistede lysten til at respektere borgernes grundlæggende rettigheder.
Staterne indgik derfor forskellige aftaler (konventioner), hvori de erklærede, at borgerne har visse nærmere opregnede rettigheder. En af de meget betydningsfulde konventioner på dette felt er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det folkeretlige udgangspunkt var og er derfor, at alt det, der ikke er forbudt staterne at gøre i forhold til borgerne, det må staterne gerne. Konventionerne giver derfor ikke borgerne ret til at gøre hvad som helst, men (alene) visse nærmere opregnede rettigheder – hvortil skal lægges, at de folkeretlige rettigheder næsten uden undtagelse ikke er ’fredhellige’. Staterne kan derfor under visse betingelser gøre indgreb i dem.
Det folkeretlige udgangspunkt ændrer naturligvis ikke på, at det er almindeligt anerkendt, at borgerne i et demokratisk samfund i udgangspunktet har ret til at bestemme over eget liv og egen krop. Men det er kun et udgangspunkt, som fraviges ved utallige nationale reguleringer. For dansk rets vedkommende kan i flæng nævnes begrænsningerne i abortadgangen og i adgangen til at få udtaget organer i levende live samt begrænsninger på det erhvervsmæssige område, både med hensyn til, hvilke erhverv der lovligt kan udøves (man kan f.eks. ikke lovligt slå sig ned som ruffer eller alfons), og med hensyn til på hvilke vilkår man må udøve de i øvrigt lovlige erhverv.
Hvis man vender sig specifikt mod Kvindekonventionen, så fremgår det direkte af indledningen, at hovedårsagen til, at FN’s generalforsamling i 1979 valgte at vedtage en selvstændig konvention om kvinders menneskerettigheder, var, at der – på trods af at kvinder selvsagt er omfattet af de øvrige menneskerettighedskonventioner – stadig var (og er) alt for megen diskrimination, vold og undertrykkelse af kvinder i verden. Det var med andre ord nødvendigt at gøre kvinders menneskerettigheder mere synlige og tilgængelige.
De problemer mange kvinder stod (og står) overfor er særdeles alvorlige; fattigdom, vold, undertrykkelse mv. En af de største kulturelle forhindringer for at afskaffe diskrimination af kvinder er de fordomme og traditioner, som lever i verden, og som (selv om vi måske ikke er bevidste om det) grundlæggende hviler på en forestilling om, at kvinder og mænd har hver deres plads i samfundet, og at mænd – når alt kommer til alt – har højere værdi end kvinder. Derfor forpligtede de kontraherende stater sig til »at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller« (artikel 5).
Efter således at have gjort op med kønsstereotyperne kommer artikel 6: »De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution«.
Når man læser ordlyden af artikel 6, er det vanskeligt at følge et synspunkt om, at bestemmelsen hjemler kvinder ret til at være prostitueret. Det forekommer mig usandsynligt – for ikke at sige umuligt – at FN’s generalforsamling i forbindelse med en påpegning af de vigtigste redskaber til bekæmpelse af diskrimination af kvinder, skulle have ment, at det var på sin plads at opstille en ret for kvinder til lige netop at være prostituerede! Prostitution er jo et af de klareste udtryk for det ulige magtforhold kønnene imellem, idet prostitution kan ses som et privilegium, magthaverne yder sig selv, fordi de har magten og pengene til at købe de forbrugsgoder og forlystelser, de har lyst til. Der er derfor meget, der tyder på, at FN med artikel 6 har villet slå fast, at prostitution er udnyttelse af kvinder, og at kvinder derfor har ret til ikke at være prostituerede. En sådan fortolkning stemmer også fint overens med de senere konventioner og protokoller inden for feltet, der i nyeste tid bl.a. er vedtaget i FN-regi. Udgangspunktet for forslaget om en licensordning er derfor forkert.
Det er et politisk spørgsmål, om prostitutionskøb skal kriminaliseres. Set fra en strafferetlig synsvinkel er det imidlertid et krav for, at en kriminalisering skal være berettiget, at der findes en interesse – som samfundet gerne vil beskytte – men som bliver krænket, og at straf som reguleringsmekanisme er et egnet middel.
Der behøver ikke være tale om, at straf skal være et ’vidundermiddel’ – vi straffer i vidt omfang lovovertrædelser, selv om vi udmærket ved, at vi også i fremtiden vil se denne type forbrydelser. Men straf skal kunne ses som et egnet middel – et middel, der vil få de fleste mennesker til at tænke sig om en ekstra gang og helst afstå fra at begå den pågældende forbrydelse.
Der er ingen tvivl om, at langt de fleste prostituerede lever en kummerlig tilværelse med vold, undertrykkelse og økonomisk udnyttelse. De er en stærkt udsat gruppe – der ikke efter et reelt frit valg har valgt at blive prostituerede, men som på den ene eller anden måde er tvunget ud i prostitution. Forskningen har vist, at prostitution medfører alvorlige både fysiske og psykiske skader på de prostituerede, hvortil kommer, at et stigende antal af de prostituerede er handlede. Der er på denne baggrund ingen tvivl om, at de prostituerede som gruppe udgør det, man strafferetligt kalder »en beskyttelsesværdig interesse«.
Det er derfor relevant at få klarlagt, om en kriminalisering af prostitutionskunderne er et egnet middel til at værne de prostituerede. Det er endvidere relevant at overveje, hvilket menneskesyn en ikke-kriminalisering er udtryk for. Når vi skal klarlægge disse spørgsmål, er vi nødt til at tage udgangspunkt i, hvordan samfundet ser ud i dag, og hvilke værdier vi ønsker, at samfundet skal hvile på.
Vi er derfor nødt til at se i øjnene, at de prostituerede som gruppe ikke ser ud, som gruppen af prostituerede muligvis gjorde i 1970’erne med den seksuelle frigørelse og hele oprøret mod de gamle normer. De fleste prostituerede er som nævnt ikke reelt frivilligt i prostitution, hvortil kommer, at kunderne ikke kan skelne mellem de såkaldt ’frivillige’ og de tvungne.
For så vidt angår de værdier, vi ønsker, at samfundet skal bygge på, så må man spørge sig selv, om ikke det er på tide – også på prostitutionsområdet – at gøre op med det patriarkalske samfund og virkelig sætte handling bag ønsket om ligestilling mellem mænd og kvinder.
Man bør således overveje, om en kriminalisering kan medvirke til at mindske overgrebene, herunder om den samfundsopfattelse, som en kriminalisering er udtryk for, vil afholde ellers ikke-kriminelle borgere fra at købe prostitutionsydelser, og om det herskende menneskesyn ikke bør afspejle sig i lovgivningen.
Det er hævet over enhver tvivl, at overvejelser om den menneskelige værdighed er relevant i forbindelse med retlig regulering. Det følger af vores egne samfundsværdier, af vores EU-retlige forpligtelser og af vores internationale forpligtelser – herunder vores forpligtelser efter Kvindekonventionen. Den menneskelige værdighed er en af de grundværdier, som staten har pligt til at beskytte, og som den enkelte borger ikke kan give afkald på. Dette er slået fast gentagne gange af de internationale menneskerettighedsorganer. Det er derfor utvivlsomt, at borgerne ikke har en ’menneskeret’ til at blive udsat for et hvilket som helst overgreb – og naturligvis heller ikke en ’menneskeret’ til at skade andre mennesker i jagten på at få stillet egne behov. Staten har også ret til at gribe ind med forbud, hvis borgerne kompromitterer deres egen værdighed ved at reducere sig til ting, der udbydes på markedsvilkår og kan købes efter forgodtbefindende.
Uanset om man er for eller imod en kriminalisering af prostitutionskøbere, er det vigtigt at holde fokus på, hvad vi diskuterer: Vi diskuterer ikke seksualmoral, og vi diskuterer ikke, hvorvidt to voksne mennesker frivilligt må gå i seng med hinanden. Vi diskuterer samfundets kvindesyn og tvang og udnyttelse af kvinder: Et alvorligt menneskeligt og samfundsmæssigt problem, hvor hidtidige tiltag ikke har haft den ønskede effekt – og hvor det derfor er relevant at tænke i nye baner og således overveje, om det ikke er på tide at se på efterspørgselssiden? Hvis menneskerettighederne fortsat skal have fornuftig betydning for retstilstanden, skal menneskerettighederne i forbindelse med kriminaliseringsovervejelserne fortolkes og anvendes i deres egen ret med udgangspunkt i, hvordan verden rent faktisk ser ud – og man må ikke forveksle dem med ens egen ideologi.
Hvis vi vil have et samfund, der bygger på respekt for alle borgerne uanset køn, så må vi overveje, om det er i orden, at det ene køn sælger – ikke bare almindelige materielle varer og tjenesteydelser – men sig selv, sin egen krop, for at det andet køn kan få tilfredsstillet sine lyster uden at behøve at kere sig om, hvad det gør ved den prostituerede, og hvilken kummer hun i øvrigt befinder sig i. Er en sådan retstilstand udtryk for respekt for begge køn, eller er det i realiteternes verden udtryk for et junglesamfund, hvor den stærke har ret til at hærge og regere og dermed misbruge andre for at udleve sit eget liv?
En kriminalisering er ikke en mirakelkur – for der findes ingen mirakelkure – men der er meget, der tyder på, at en kriminalisering vil gøre det langt mindre attraktivt for bagmændene at handle kvinder til og i Danmark. Samtidig vil en kriminalisering være bedre i overensstemmelse med det danske samfunds værdier om menneskeværd og ligestilling mellem kønnene.
Tsk tsk tsk...
Du blander tingene sammen og kommer med hvad der for mig virker som et meget moralsk baseret "angreb" på prostitution som erhverv. Du kommer med dine holdninger, men underbygger dem overhovedet ikke og så prøver du at argumentere ved hjælp af en artikel som i sig selv er gennemsyret af forfatterens moralske begreber. Desuden er det beskæmmede at forfatteren, som er adjunkt på det juridiske fakultet på KU, ikke er i stand til at læse Kvindekonventionen korrekt!
Jeg synes det er sørgeligt at debatten på dette område bliver oversvømmet med moraliserende udtalelser og kun indeholder meget lidt fakta.
Læs her: 10 myter om prostitution
Send en kommentar