Collateral damage - eller krigens egentlige mål?

Hvad skal man mene om den seneste "smutter" i Afghanistan? Er udslettelsen af et stort antal civile en beklagelig fejl, eller i værste fald en uundgåelig bivirkning - altså det der så smagfuldt kaldes collateral damage - i forsøget på at få ram på en militær modstander? Det er i hvert fald den undskyldning, der altid diskes op med ved disse lejligheder. Men spørgsmålene melder sig efterhånden som eksemplerne hobes op: Hvis vi skal tage de officielle (bort)forklaringer for gode varer, hvorfor i alverden indser de militære og politiske planlæggere så ikke, at denne form for "krigsførelse" er aldeles kontraproduktiv:

Den skubber forståeligt nok befolkningen over i modstandernes arme, og styrker dem, der angiveligt skal svækkes. Sådan har det været i Afghanistan allerede under Clintons første angreb med krydsermissiler, længe inden 9/11. Bin Laden og Taliban fik bekræftet deres forkvaklede verdensopfattelse og fik mere troværdighed blandt befolkningen i området pga disse angreb. Og samme mekanisme har gentaget sig gang på gang i årene siden den igangværende krig startede i 2001. Ikke den smarteste måde at udbrede "demokrati" på, hvis det er målet med den amerikanske - og danske - tilstedeværelse.

Derfor melder tanken sig selvfølgelig, om der måske slet ikke er tale om fejltagelser. Måske er der slet ikke tale om "krigsførsel"? Måske er "terrorisme" en mere dækkende betegnelse? Er målet at skræmme befolkningen til underkastelse, at acceptere indsættelsen af marionetregimer til at varetage USA's økonomiske og geopolitiske interesser, så giver det måske mening at underkaste befolkningen store lidelser.

Hvis krigens egentlige mål er en neoliberal politik, der skal forære Afghanistan og dets ressourcer til amerikanske kapitalinteresser, så er folkeligt engagement og demokratisk deltagelse ikke blot uinteressant, men vil direkte "komme i vejen" for at realisere målsætningerne. I så fald er permanent undtagelsestilstand og en skræmt befolkning at foretrække. Ofrene hos civilbefolkningen og blandt de deltagende soldater kommer ikke fra kredsen af topaktionærer i olieindustrien, så her er prisen for den gode forretning nem at betale.

Er jeg for kynisk og paranoid? Forhåbentlig!