Mediernes ansvar for løgne om Gaza

Det kan ikke overraske det fjerneste, at en forhærdet fascist som Søren Espersen og da heller ikke at en repræsentant for partiet Venstre som Søren Pind, nu anbefaler en helhjertet opbakning til Israels aktuelle krigsforbrydelser. Vi har jo nu siden 2001 her i landet levet med disse herrer og deres partier, og vi har egne smertelige erfaringer med deres racisme, deres foragt for demokratiet og deres systematiske forsøg på at undergrave og nedbryde menneskerettighederne. Så det er kun logisk at de støtter apartheidstaten Israel og dens fortsatte etniske udrensning.

Alligevel er det naturligvis dybt forstemmende, at de på den måde kan slippe af sted med at repræsentere dette lands borgere i den globale konflikt, der nu udspiller sig.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at give mediedækningen en del af ansvaret for at så stærkt forskruede forvrængninger af konflikten kan stå nærmest uimodsagte i offentligheden. Desværre er det åbenbart ikke et specielt dansk fænomen (for så ville skaden jo trods alt være til at overse), men karakteristisk for vestlig pressedækning. Se fx hvordan Robert Fisk karakteriserer pressens opfattelse af, hvad det vil sige at være "objektiv" iflg gængs journalistisk selvforståelse:

Anger is a ferocious creature. Journalists are supposed to avoid this nightmare animal, to observe this beast with 'objective' eyes. A reporter's supposed lack of 'bias' - which, I suspect, is now the great sickness of our Western press and television - has become the antidote to personal feeling, the excuse for all of us to avoid the truth. Record the fury of a Palestinian whose land has been taken from him by Israeli settlers - but always refer to Israel's 'security needs' and its 'war on terror'. If Americans are accused of 'torture', call it 'abuse'. If Israel assassinates a Palestinian, call it a 'targeted killing'. If Armenians lament their Holocaust of 1,500,000 souls in 1915, remind readers that Turkey denies this all too real and fully documented genocide. If Iraq has become a hell on earth for its people, recall how awful Saddam was. If a dictator is on our side, call him a 'strongman'. If he's our enemy, call him a tyrant, or part of the 'axis of evil'. And above all else, use the word 'terrorist'. Terror, terror, terror, terror, terror, terror, terror. Seven days a week.(Robert Fisk: The Age of the Warrior, London 2008, s.xiv)

Enhver kan uden besvær finde masser eksempler på lige præcist disse former for énøjethed - forklædt som objektivitet - i hver eneste avis og hver eneste elektronisk nyhedskanal i disse dage. Se fx, hvordan TV2 News lige netop i dag omtaler Israels aggression mod Gaza som 'kampe mellem Hamas-tilhængere og israelske soldater'. Sådan kan man med ord borttrylle virkeligheden, at en af verdens stærkeste militærmagt bliver sat ind mod en magtesløs og mishandlet civilbefolkning.

Warszawa 1943 og Gaza 2008

Vigtige interviews med Barenboim

Det næste er på engelsk. Koblingen til konflikten i mellemøsten starter ca. 6:25

Daniel Barenboim om Gazaaktionen: Grusom, barbarisk, uansvarlig, absurd

Vigtig kommentar fra Daniel Barenboim:

"Skal hele Gazas befolkning da straffes for en terrororganisations forbrydelser?", spørger han retorisk i FAZ (med adresse til Hamas). Vi, det jødiske folk, burde dog om noget folk vide og desto stærkere føle, at mord på uskyldige civile er umenneskeligt og uacceptabelt. Det israelske militærs undskyldning om, at Gazastriben er så tæt befolket, at civile ofre ikke kan undgås, er et svagt argument."
(...)
"Hvis civile ofre er uundgåelige, hvad er så formålet med luftangrebene? Hvis målet er at tilintetgøre Hamas, må man spørge sig: Jamen, er det overhovedet muligt at nå dette mål? Og hvis ikke, er hele forehavendet så ikke blot grusomt, barbarisk og uansvarligt, men tillige absurd?"
(...)
"Tror man, at Gazas halvanden million indbyggere herefter bare vil kaste sig på knæ for Israels hær? Vi må ikke glemme, at når palæstinenserne valgte Hamas, så var det også på grund af Israels taktiske bestræbelser på at svække Arafat."
- Citaterne er hentet fra Jødiske intellektuelle uenige om Gaza-krigen. Hele kommentaren kan læses her: Ich wünsche mir salomonische Weisheit eller på Barenboims egen hjemmeside.

Gid de forskellige hjemlige idioter, der udsætter israelere for voldshandlinger eller chikane, blot pga deres mere eller mindre tilfældige identitetsmarkører, kunne lære af dette: "De andre" er mangfoldige og forskellige. Kollektiv afstraffelse af enhver art er umenneskelig. At udsætte et individ for voldelige sanktioner blot fordi vedkommende tilhører en eller anden forestillet "kategori" er uanstændigt og racistisk. Og det uanset om gerningsmanden er en marginaliseret og magtesløs beboer i Vollsmose eller repræsentant for den stærkeste militærmagt i mellemøsten.

Power til Shahrukh Khan - på den gode måde

En positiv nyhed midt i al elendigheden. Selveste Shahrukh Khan har nået positionen som nr.41 på listen over verdens mest indflydelsesrige personer. Han er den højst placerede skuespiller. Absolut fortjent. Hans form for magt er nemlig udpræget magt PÅ DEN GODE MÅDE, dvs gennem positiv påvirkning af holdninger hos millioner af mennesker verden over. Som der står i artiklen: "Han er selv muslim, men gift med en hindu, laver ikke-religiøse film, hvor ægte kærlighed overvinder enhver barriere – også religionens, og er derfor i manges øjne et symbol på tolerance."

Der er håb for verden endnu. Her et af mange store øjeblikke sammen med Kajol:

Hvordan fred?

Gaza som global konflikt - og om at identificere fjenden korrekt

Et tydeligt aspekt af de aktuelle angreb på Gazas befolkning er den globale dimension i konflikten. Her tænkes selvfølgelig bl.a. på den storpolitiske dimension: Betydningen af USA's og Europas stillingtagen, af den globale offentligheds måde at behandle konflikten på, af forholdet mellem forskellige identitetsgrupperinger lokalt og globalt osv osv. Men jeg tænker også helt konkret på, hvordan konflikten får dønninger her i den danske hverdag, og hvordan danskere i Palæstina er medspillere også rent fysisk.

Forleden så man fx i TV2-nyhederne en lille gruppe unge kriminelle fra Gellerup-parken sammenligne deres egen lokalitet med Gaza-striben. Selvfølgelig et grotesk forsøg på at unddrage sig eget ansvar, men alligevel sigende for, hvordan den aktuelle konflikt påvirker hverdags-narrativerne også her på disse breddegrader. Et andet eksempel er det væbnede overgreb på israelere i Rosengårdscentret i går. Måske og måske ikke er det en udløber af bombardementerne mod Gaza, men det interessante og slående er, hvordan vi straks tolker begivenheden på den måde. Det viser noget om den kosmopolitiske virkelighed vi lever i, og hvilke mekanismer, der er på spil i det Ulrich Beck kalder det globale risikosamfund.

I Gazastriben er der flere danskere tilstede, som oplever konflikten direkte på egen hånd (fx. bloggeren Wedad Naser), mange har familie i området osv. Tilsvarende er der danske medspillere på den Israelske side. I TV-avisen i går aftes blev fx en dansk bosætter interviewet om sit syn på konflikten. Se indslaget her ca.08:25. I sig selv var TV-Avisens dækning nok et studie værd som den totale kapitulation overfor de israelske manipulationer med virkeligheden, en stærkt tendentiøs og énøjet fremstilling af konflikten. Men lad det nu ligge i denne sammenhæng (selvom det er med til at understrege dansk medansvar for krigsforbrydelserne). Det interessante her er bl.a. denne danskers selvfølgelige forestilling om egen ret til at bosætte sig på det fordrevne folks land, og hans opbakning til brug af hårdhændede militære midler for at forsvare denne "ret" mod områdets oprindelige beboere, og i denne sammenhæng et fuldstændigt kynisk sats på at den knusende militære overlegenhed nok skal holde de israelske ofre nede på et accpetabelt niveau. Disse "1,5 millioner arabere" kunne jo "flytte", det er tydeligt "dem" der er problemet. Tilsyneladende overvejer manden ikke et sekund det dybt problematiske i at han som dansker hævder en "ret" på bekostning af de mennesker, der faktisk engang havde en eksistens på de områder, han gør krav på. Med andre ord: Han tænker og taler som en regulær fascist.

Hvad kan vi lære af det? Ja, for mig understreger det ikke alene det medansvar for forbrydelserne, som mange års dansk udenrigspolitisk støtte til staten Israel placerer hos danskerne. Men det viser også vores direkte interesse i at "gøre noget ved det": Følgerne af konflikten rammer også "os", vi berøres direkte af dens konsekvenser, også blandt "os" fører den til ofre - og vil gøre det i årtier frem. Derfor må også danskerne arbejde for konsekvent afstandtagen fra ikke alene de aktuelle israelske overgreb, men fra selve den etniske udrensning og det apartheidsystem, som Israel bygger på.

En anden vigtig lære er efter min mening, at man tjener palæstinensernes sag meget dårligt ved at synke ned på fjendens niveau. Den måde bosætterne og mange israelere taler om "arabere" og "terrorister" på, og den måde de giver hele befolkninger kollektiv skyld på og påberåber sig retten til kollektiv afstraffelse, er og bliver racistiske overgreb og forbrydelser mod menneskerettighederne. Tilsvarende må ethvert forsøg på at tillægge alle israelere - eller endda alle "jøder" - kollektiv skyld for de aktuelle overgreb afvises på det skarpeste. Det er akkurat ligeså forkert og forkasteligt - og udtryk for fascistisk tankegang - at give "muslimer" eller "jøder" eller "arabere" (eller "amerikanere" eller whatever) kollektivt ansvar. Ethvert demokratisk indstillet menneske har en interesse i at tage afstand fra sådanne tendenser, og ethvert individ har krav på at blive behandlet på grundlag af sine handlinger, og ikke at blive påduttet mere eller mindre intetsigende kollektive identiteter.

Iøvrigt er troen på vold som løsning på noget som helst lige idiotisk og forbryderisk uanset, hvem der griber til sådan en adfærd. Kalkulationer om "nødvendige ofre" er altid kyniske og forbryderiske, og i det lange løb gør de kortsigtede voldelige "løsninger" også altid konflikterne værre. Vi må på den ene side afvise løgnene i mediedækningen om parternes lige store ansvar (se fx denne kommentar), men i samme åndedrag fordømme volden uanset, hvem der udøver den.