De døde begraver de levende

Byen Sderot er et hovedmål for de meget omtalte raketangreb, der fra Gaza er blevet rettet mod Israel, og som leverer den officielle begrundelse for den massakre, der for tiden foregår mod Gazas befolkning. At raketangrebene - trods deres beskedne ødelæggelseskraft - må fordømmes, er der ingen tvivl om. Men lige så klart er det, at de på ingen måde kan retfærdiggøre de aktuelle forbrydelser mod menneskeheden fra israelsk hold.

Det argumenterer jeg gerne for i en anden post (selvom sagen sådan set er lysende klar i sig selv), men her er det en anden vinkel, det kunne være interessant at anlægge. En vinkel, der oftest overses i de aktuelle meningsudvekslinger, er de dybereliggende, historiske årsager til de nuværende blodsudgydelser. Og for at forstå dem kommer man ikke udenom at forholde sig til zionismen og til den etniske udrensning, som er en logisk og højst praktisk konsekvens af den ideologi.

Ifølge Wikipedia stammer Sderots befolkning især fra Marokko, Kurdistan og Østeuropa, og repræsenterer således forskellige flygtningegrupper, der gennem de sidste godt 50 år har bosat sig i byen og her forsøgt at skabe sig en tilværelse. Hvis der nu blot var tale om "landet uden folk til folket uden land", så skulle ingen kat jo kunne gø over det. Men for at forstå konflikten må det med i historien, at Sderot (ifølge Wikipedia) er grundlagt på jord der tidligere tilhørte landsbyen Najd. Den 13.maj i 1948 blev denne landsby angrebet af Negev Brigaden (en zionistisk militærenhed), hele befolkningen blev etnisk udrenset og landsbyen jævnet med jorden. Landsbyens beboere blev således berøvet både deres levebrød og deres hjem. I Gaza i dag sidder sandsynligvis en del af disse oprindelige beboere og deres efterkommere - ikke meget mere end et stenkast ("less than a mile") fra deres oprindelsessted, men i 60 år berøvet retten til så meget som et besøg. Samtidig har de måttet se på, at mennesker, der er født tusinder af kilometer fra landsbyen uden videre har fået "retten" til at slå sig ned på dens jord.

Bare på denne enkelte lokalitet kan man altså iagttage den nuværende konflikts rødder: Den zionistiske drøm om en ren jødisk stat har skabt et uforsonligt forhold mellem mennesker, der ellers intet udestående skulle have med hinanden. De fleste indbyggere i Sderot har ingen andel haft i den oprindelige fordrivelse af landsbyens indbyggere, men må naturligt opfattes som uretmæssige kolonisatorer af netop disse oprindelige beboere.

I dag dræbes så mennesker i stor stil for at konsolidere den etniske udrensning, og for at sikre at de fordrevne opgiver enhver drøm om at vende tilbage. Historiens døde bruges som begrundelse for at myrde de levende. At vejen frem er de to gruppers anerkendelse af hinandens ret til et liv i sikkerhed skulle være indlysende - selvom det i disse dage bliver demonstreret skræmmende tydeligt, hvilken gruppe der har det mest påtrængende sikkerhedsbehov (hvilken eufemisme!), så er det et helt basalt behov alle mennesker burde have krav på.

Men her viser netop eksemplet Sderot/Najd hvordan zionismens ekskluderende natur står i vejen for en retfærdig fred. Eller som det formuleres så klart af International Jewish Anti-Zionist Network:

"....the violence in Gaza today is the inevitable outcome—the latest link in a chain of terror—that results from an ideology based on the dispossession of the indigenous people of Palestine in favor of European Jews. Just as the ideology of White racism was the backbone of Apartheid in South Africa, so the ideology of Zionism explains the history of violence in Palestine, the ethnic cleansing of 1948, the occupation of the West bank and Gaza in 1967, and the many massacres that Israel perpetrated periodically since 1948 to the present one in Gaza. The maintenance of the Israeli state as a state founded on and perpetuating Jewish privilege requires the denial and attempted annihilation of the Palestinian people."