Jon Stewart og Robert Fisk - hvor meget forandring betyder Obama?

(Her havde jeg lagt et klip fra The Daily Show d.20.1.09. Desværre er det ikke længere tilgængeligt, men HER kan hele episoden ses. Den centrale - og hammerskægge - passage er fra 9:55 til 12:50.)

Tja, det ser ikke ud til at The Daily Show alligevel løber tør for temaer i et post-Bush USA. I The Independent kommenterer Robert Fisk ligeledes Obamas indtrædelsestale kritisk set i et mellemøsten-perspektiv: So far, Obama's missed the point on Gaza...:

(...) But for the people of the Middle East, the absence of the word "Gaza" – indeed, the word "Israel" as well – was the dark shadow over Obama's inaugural address. Didn't he care? Was he frightened? Did Obama's young speech-writer not realise that talking about black rights – why a black man's father might not have been served in a restaurant 60 years ago – would concentrate Arab minds on the fate of a people who gained the vote only three years ago but were then punished because they voted for the wrong people? It wasn't a question of the elephant in the china shop. It was the sheer amount of corpses heaped up on the floor of the china shop. (...)

Det bliver spændende - og afgørende - at se, hvor meget Obama forstår at sætte sig ud over den dominerende vestlige mellemøsten-diskurs, med dens absurde postulater om Israels "sikkerhedsbehov" overfor "terrorisme". Særligt en præsident, der delvist udspringer af traditionen fra borgerretsbevægelsen, skulle have en chance for at vurdere konflikten realistisk: En undertrykt befolkning, der kæmper mod kolonimagtens racistiske politik (apartheid vekslende med egentlig etnisk udrensning) og denne kolonimagts stadigt mere brutale forsøg på at bevare sin (forestillede) etniske "renhed" intakt. Vestlig støtte til kolonisatorerne er dømt til at mislykkes i det lange løb, og kun en politik, der fremmer retfærdighed og ligestilling kan føre til fred i området. Hvis Obama lærer af sin egen historie - og af Mandelas og Gandhis for den sags skyld - så har USA en chance for faktisk at vise vejen frem. Men lige nu er en vis afventende skepsis vist på sin plads - midt i glæden over det ellers historiske vendepunkt.